Indlægget burde hedde noget kvikt – men føler mig ikke kvik lige nu…

Hver gang jeg har besluttet mig for at skrive, har jeg ikke haft noget at sige. Når jeg har haft noget på hjerte, har jeg ikke haft tid til at sidde ved computeren. Den er heller ikke just samarbejdsvillig. Den slukker af sig selv – om det er varmen eller fugtigheden, ved jeg ikke. Men den gjorde på samme måde sidste år – træls når man er på Skype eller skriver. Har overvejet at købe en iPad, men også kun overvejet. Alternative løsninger modtages gerne.

Jeg er egentlig mestendels bare i skole. 6 morgen til 6-15-6.30 aften. Jeg kan slet ikke forstå, vi er i gang med sidste uge (altså sidste uge af den basistræning jeg gentager). Det er gået så hurtigt. Vi har haft de 2 foregående søndage fri – nuj det har været godt. Sove længe, som i kl 7-7.30 (fremfor 5.30), dase, slentre rundt, få min første mani- og pedicure nogensinde, spise, slappe og på’en igen dagen efter.

En del af den aftale, jeg lavede med mine undervisere, var at jeg købte all inclusive pakken, da jeg fik basisdelen gratis. Det indebærer indlogering på Ubud Aura, lige ved siden af Yoga Barn, hvor vi er det meste af dagen og dagens 3 måltider. Jeg har en roommate, Sarah på 24 fra Arkansas. Hun er sød. Vi snakker ikke så meget sammen. Hun går tidligere i seng end jeg, og holder sig vidst lidt for sig selv. men hun er enorm sød og nem at bo sammen med.

Jeg har ikke haft sammen voldsomme reaktion eller forløsning som sidste år under træningen. Jeg har ændret mig, og uddannelsen og dens elementer har også ændret sig lidt. Og vi er 30 nu, og var kun 10 dengang. Så der er forskelle der er til at tage og føle på. Men det er dejligt, at være tilbage i det. Dejligt at have en underviser/instruktør igen. Dagene kan godt være VIRKELIG lange, men bedst som jeg har tænkt ”Pokkers klokken er kun 3”, er vi færdige, og det er tid til mad, bad, lektier og søvn.

Charley og jeg er kommet tættere på hinanden. Det er dejligt. Vi er enorm gode til at holde fri sammen. Og gode til at støtte hinanden. Sidste år, havde vi ikke så meget med hinanden at gøre, men det er vi kommet efter. Hun er kun 24, men jeg mærker det sjældent. Hun er blevet en af mine nærmeste hernede. Det er virkelig værdifuldt.

Vi afslutter denne uddannelse på søndag (kan slet ikke beskrive, hvor hurtigt det er gået), og mandag er jeg at finde på en fastboat til Gili Air. Jeg glæder mig helt vildt til, at komme tilbage. Se alle mine venner, og øen der var mit hjem i 5 måneder, igen. Den skulle vidst have ændret og udviklet sig en del. Spændende. Og så bilver det bare rart, at have 5 dage fri, inden næste tur starter. Den bliver heftig.

Okay, det med computeren bare slukker af sig selv… det er lige sket 3 gange i streg på en aften. Nu er jeg på dagen efter, og satser på det holder til, jeg kan få skrevet færdig og postet. Må have en and løsning! Tablet/iPod/hvad-end-der-ikke-går-ud-af-sig-selv-når-den-synes.

Jeg har fået danset 3-4 gange. Meget kort tid af gangen – men det har været en dejlig afveksling. Jeg elsker yoga, hvad jeg lærer og får ud af det, men med de sidste 2 måneder inden afrejse, hvor jeg har undervist MEGET, og nu har kastet mig ud i et 2 måneders intensivt program, kan jeg godt blive lidt overloaded. Så det har været en god afveksling og pause fra yoga-boblen, at komme ud og danse.

Jeg har haft problemer med at falde i søvn, så i 2½ uge har jeg klaret mig på 5-6 timers søvn. Det gik i kroppen i morges. Det var som om, de forskellige kropsdele lukkede ned, en for en, under vores morning practice. Jeg havde den første virkelig ringe praksis. Men jeg er okay med det. Brød sammen efter de andre var gået til frokost, lå og hulkede lidt på gulvet i vores yoga shala. Men mest pga. udmattelse. Alt i min krop var lukket ned, og jeg mærkede kun en intens udmattelse. Men samtidig en total accept af det hele, så tårerne blev ikke mange, og jeg forblev ude af dramaet min krop bød mig. Observerede det bare. Som Everett (min underviser) siger – ”stay indifferent, observe, remain calm. You’re not the body, mind or emotions”. Det er en helt andet blog i sig selv, men måske det giver mening for nogen af jer.

På en praktisk note. Jeg har et indo-tlf.nummer, men bruger fortsat mit danske nummer til WhatsApp. Der har været noget forvirring omkring det, inkl. for mig selv.

Ved ikke, om jeg har så meget mere, at fortælle lige nu. Jeg har stadig ikke uploaded billeder. Jeg har ikke taget så mange. Og skal også lige have gennemskuet, hvordan jeg ”skjuler” de gamle, så de ikke ligger og fylder. Det kommer måske i næste uge.

Håber alle har det dejligt. Tænker på jer. Selamat malam fra Ubud, Bali.