Når hverdagens issues bliver ligegyldige

Jeg skal afsted lige om lidt. 11-12 dage mere og så sidder jeg i flyveren på vej mod Bali og yderligere 2 måneders teacher training.

Jeg har været stresset. Presset. Lagt for mange planer, og har slet ikke tid nok til at ses med de mennesker, jeg gerne vil ses med inden afrejse. Har f.eks. i dag forsøgt at lave en aftale med en gammel ven fra dengang jeg arbejde på sommerlejre for URK. Med lidt vriden og drejen, kan blive et par timer næste mandag.

Jeg skal pakke mine ting, flytte og pakke rygsækken til nye eventyr. Og jeg skal undervise næsten hver dag. At jeg har fået pakket kalenderen så stramt, gør ærlig talt mig lidt stram. Det er ikke godt for mig, men det er nu alligevel ret typisk mig, at tro jeg kan nå alt, fordi jeg gerne vil alt.

Og det der med mænd… nuj det tapper også energi. F.eks. at blive gensidigt fuldstændig opslugt af hinanden, og vide det ikke kan lade sig gøre pga. kulturelle forskelle. Tristhed, frustration, tankespind, skuffelser – jeg siger det her og nu – det er ikke opskriften på, at bliver gladere og opladet.

Men alle de tanker og stress over… ja… bullshit, peditesser, ligegyldigheder… hvad skal det til for? Der er større ting her i verden.

Jeg har tidligere fortalt om min ven Mohanish (Mo) jeg mødte i Goa sidste år. En god ven med hjertet på rette sted. Fantastisk at hænge ud med og bare godt selskab uanset humør. Og mine intentioner har altid været, at tage tilbage til Indien, og besøge ham.

Det er Mo’s fødselsdag i dag. Jeg skrev en varm tillykke hilsen på Facebook. En time eller 2 senere bliver jeg kontaktet af en Chiraag, ligeledes over Facebook. Han starter med at skrive høfligt ”Hello”. Jeg kender ham ikke og undrer mig over, at en fremmed inder tager kontakt til mig. Alverdens tanker farer igennem hovedet på split-sekunder. ”Åh gud, en eller anden der synes mit profilbillede er fint, og derfor vil snakke”. ”Hvor fanden er han stødt ind i mig?”. ”Jeg magter ikke at svare ham”. Jeg når lige at se, vi begge er venner med Mohanish, inden Chiraag igen skriver, ” Just saw your post on Mohanish’s wall – hope you’re aware”.

Min verden går lidt i stå allerede der. Vejrtækningen stopper og spændingen i kroppen tager langsomt til. Jeg svarer, ”Hello there. Aware?”. Chiraag kan berette, at Mo døde tilbage i november som følge af lungekræft, der ikke blev opdaget i tide. Han har være i behandling, men det var for sent, og en dag gik han i koma. Jeg er i chok.

Mo og jeg hang ikke på Skype hver uge eller skrev lange mails frem og tilbage. Men kontakten var der, og han fortalte aldrig noget. Jeg mødte ham i marts, han blev diagnosticeret i juli, døde i november. Han har ikke fortalt mig, han var syg. Og jo, der har (så af forklarlige årsager) været meget stille fra hans side i lang tid. Men jeg harvde ikke tænkt tanken, at han var syg, og da slet ikke gået bort.

Nu sidder jeg tilbage med et chok, der langsomt begynder at komme en reaktion på. Tårerne får frit løb. Jeg skal være konstant opmærksom på, at trække vejret, for den er også gået i chok.

Der er mange der har mistet en god mand. En mand der måtte forlade kæreste i USA efter 9/11, fordi han ikke kunne holde ud at være der. En passioneret og afholdt squashtræner. En god søn og bror. En god ven… min ven.

Det er så svært at forstå, hans tid her på jorden allerede er slut. Og har været det et stykke tid. Det er så svært at skulle acceptere, jeg ikke fik sagt farvel. Jeg er taknemmelig på hans vegne over, sygdomsforløbet alligevel var så kort. Jeg håber så inderligt, han blev afklaret med nogle af de ting, han sloges med.

Fuck hvor er hverdagens trivialiteter ligegyldige. Hvor er alt det pres, tankespind og bekymringer overflødige og spild af tid. Og tænk at der skal et dødsfald til, at sætte det i perspektiv.

Mo, min ven. Jeg håber, du har det godt, der hvor du er. Vi mødes ikke i Pune eller i Goa – men forhåbentlig et andet sted. I dag er mine tårer og tanker dine. Må du hvile i fred.

11,17 Mo'n'Me